Danske Bank lever op til forventningerne
Med et resultat efter skat på knap 6,1 mia. kr. i årets første halvår præsenterede Danske Bank torsdag formiddag et resultat, der imødekommer forventningerne. Banken fastholder forventningen til indtjeningen i hele 2006. Nettorenteindtægterne i perioden steg 12 pct. fra 8,3 mia. kr. sidste år til nu 9,3 mia. kr., og også gebyrindtægterne er i klar fremgang. Ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup, er tilfreds med udviklingen i årets første seks måneder. "Regnskabet for de to første kvartaler viste et tilfredsstillende resultat. Den underliggende økonomi i de samfund, hvor banken er aktiv, er fortsat sund, og det afspejler sig i resultatet. Bankforretningen går godt i både Danmark og i udlandet, og vi oplever stor vækst i udlånet på alle markeder," siger topchefen i en kommentar til regnskabet. Forventningerne til resten af 2006 ændrer banken ikke på, men på grund af særlige engangsindtægter sidste år regner banken med, at det samlede resultat for 2006 lander lidt lavere end i 2005, hvor bundlinjen viste 17,6 mia. kr. Koncernens skatteprocent ventes fortsat at blive 28, og omkostningerne ventes fortsat at stige i niveauet 5 pct., fremgår det af bankens halvårsregnskab. Banken anfører, at det endelige resultat vil afhænge af aktivitetsniveauet, den økonomiske udvikling og kursudviklingen på de finansielle markeder. Man regner med at øge nettorente- og gebyrindtægterne i forhold til 2005, mens omvendt forsikringsaktiviteterne ikke ventes at kunne leve op til sidste års resultat. Aktien reagerer ikke synderligt på de forventede tal og stiger beherskede 0,6 pct. i kurs 225. Den er steget 21 pct. gennem det seneste år.
0 Comments:
Post a Comment
<< Home