SAS straffet for britisk terror
De danske aktier er ligesom resten af markederne i Europa i dårligt humør midt på dagen. Markederne er rystede af de omfattende terrorplaner rettet mod flytrafikken fra Storbritannien til USA, der blev forpurret af britisk politi. SAS er sammen med resten af Europas flyselskabet hårdt ramt af meddelelsen og falder knap 4 pct. Eneste C20-aktie i plus er regnskabsaktuelle Danske Bank, der levede op til forventningerne i halvårsregnskabet. Her præsenterede banken et resultat efter skat på godt 6,1 mia. kr., og aktien stiger 0,5 pct. Fremgang er der derimod ikke at spore for FCK-aktien hos Parken Sport & Entertainment, der startede dagen med at sætte hele onsdagens fremgang på 10 pct. over styr. Det sker i kølvandet på nederlaget til Ajax Amsterdam i går, der betyder, at FCK står med dårlige muligheder for at avancere til deltagelse i den kommende sæsons Champions League. FCK-aktien har dog rettet sig lidt siden Fondsbørsens åbning og falder ved middagstid 4,5 pct.