Fem aktietips fra Sydbank

I denne uge er det Sydbank, der kommer med fem bud på aktier, som investorerne bør holde et vågent øje med. Banken vurderer, at de fem selskaber inden for mellem 6 og 12 måneder er en god investering.
Sydbank fremhæver samtlige aktier med anbefalingen 'overvægt'. Det vil sige, at det er forventet, at aktien klarer sig bedre end andre sammenlignelige aktier, og at overvægt af den i ens aktiebeholdning foreslås.
ØK (Overvægt)
Den første virksomhed, som Sydbank foreslår, er ØK, der også går under navnet East Asiatic Company. Selskabet var i 1970'erne det største målt på omsætning i Skandinavien, men siden er virksomheden blevet betydelig mindre. I dag beskæftiger ØK 4331 medarbejdere, og det omsætter for 3,6 mia. kr.
Selskabet er inddelt i tre divisioner; EAC Foods, EAC Industrial Ingredients og EAC Moving and Relocation Services.
"Vi forventer en fortsættelse af den succesfulde udvikling af de tre forretningsområder, som kan resultere i, at ØK kan fortsætte med at overgå investorernes høje forventninger samt styrke forretningsområderne yderligere på sigt. Kortsigtet ser vi frem til endnu et godt regnskab fra ØK i kølvandet på den høje vækst på selskabets markeder," siger aktieanalysechef Bjørn Schwarz fra Sydbank.
DSV (Overvægt)
Transportvirksomheden DSV er det andet forslag fra Sydbank. Ligesom ØK er selskabet inddelt i tre divisoner; DSV Road, DSV Air & Sea og DSV Solutions. Selskabet, der af mange stadig er kendt som DFDS Transport, har aktiviteter på verdensplan. Aktien er i C20-indekset.
"Den fortsat robuste økonomiske udvikling i Europa understøtter aktivitetsniveauet på DSV's markeder. Vi ser desuden frem til bedre marginaler i DSV efter integrationen af Frans Maas. Konsolideringen i den europæiske transportsektor betyder sammen med selskabets åbne ejerstruktur, at vi anser DSV som en mulig overtagelseskandidat for en større transportvirksomhed," forklarer Bjørn Schwarz.
FLSmidth & Co. (Overvægt)
Cementvirksomheden FLSmidth & Co. bliver også fremhævet hos Sydbank. Virksomheden beskæftiger 7000 medarbejdere, og omsatte i sidste regnskabsår for 12,3 mia. kr. Årsresultatet for 2006 lød på 1,1 mia. kr. Aktien er i C20-indekset.
"På fredag ventes FLSmidth & Co. at få accept fra GL&V for at købe deres mineralaktiviteter. Vi ser frem til en senere meddelelse fra FLSmidth & Co. om de forventede synergieffekter. Overtagelsen vil samlet styrke mineralsetuppet i FLSmidth & co. Inden for cementdelen forventer vi flere store ordrer. Halvårsregnskabet ventes at være til den stærke side og udsigterne lover fortsat meget opmuntrende," vurderer Bjørn Schwarz.
Solar (Overvægt)
Virksomheden Solar sælger og distribuerer elektriske komponenter og udstyr. Firmaet omsatte sidste år for godt 8 mia. kr.
"Solar nyder godt af den positive konjunktur inden for byggeriet på selskabets markeder, hvor virksomheden synes bedre til at udnytte de gode markedsbetingelser end flere af konkurrenterne. Vi forventer desuden, at Solar kan fortsætte med at integrere de tilkøbte virksomheder succesfuldt og sammenlignet med andre aktier, er Solar attraktivt værdiansat," siger Bjørn Schwarz.
TrygVesta (Overvægt)
Forsikringsaktien TrygVesta er det femte og sidste forslag fra Sydbank. Selskabet har 2200 medarbejdere, og overskuddet satte rekord i det seneste regnskabsår. I 2006 lød overskuddet efter skat på 3,2 mia. Aktien er i C20-indekset.
"Vi forventer en opjustering fra TrygVesta i forbindelse med det kommende halvårsregnskab. På grund af sin entre og tilstedeværelse på det finske og svenske marked har TrygVesta en god vækstprofil for de kommende år. Mulighed for aktietilbagekøb såvel som en høj yield bør desuden understøtte aktiekursen," forklarer Bjørn Schwarz fra Sydbank.
***
0 Comments:
Post a Comment
<< Home