Don O: Masser af muligheder tilbage
Parken Sport & Entertainment kan onsdag fremvise det bedste halvårsregnskab i selskabets historie. Omsætningen er næsten fordoblet fra sidste halvår, og der er ikke nogle umiddelbare huller i banen på vejen fremad.
Selskabet har genereret en omsætning på 552,3 mio. kr., hvilket er omsat til et resultat før skat på 108,6 mio. kr. I første halvår 2005 var omsætningen på 277,1 mio. kr. og resultatet før skat på 36 mio. kr.
"Det er suverænt det bedste regnskab i selskabets historie," fortæller bestyrelsesformand for Parken Sport og Entertainment, Flemming Østergaard, til Direkt.
Antallet af arrangementer i Parken er steget fra 20 i første halvår 2005 til 26 i første halvår 2006. Der er dog fortsat masser af muligheder.
"Der er utroligt mange muligheder fremadrettet, og det kigger vi på. Det jo ikke kun weekender, vi holder arrangementer, så der er rigeligt med muligheder tilbage," siger Flemming Østergaard.
En stor del af Parken Sport & Entertainments kommende muligheder ligger i projektet Lalandia Billund, hvor de første huse vil blive solgt marts 2007. Det drejer sig om 500 huse, hvor der allerede nu er 3000 forespørgsler. Der oplyses ikke om provenu for denne første etape af hussalg.
"Jeg har sagt det før. Jeg tror Lalandia Billund bliver den største forretningsmæssige succes i vores historie, og vi har, med al respekt, haft temmelig mange succeser," fortæller Flemming Østergaard og afslutter:
"Der er ingen konkurrenter for Lalandia Billund. Kun os selv i Rødby."
Labels: Parken
0 Comments:
Post a Comment
<< Home