SAS har leveret det første overskud i seks år. Men en basisindindtjening på 1,3 mia. skr. er ikke nok for SAS' nye koncernchef Mats Jansson. Han mener, at SAS er tre mia. under, hvor selskabet bør være. Men tre mia. kr. er en nødvendighed. De reelle finansielle mål kommer til maj. Analytikere tvivler på opjustering.
Mats Jansson, ny SAS-topchef og arvtager til Jørgen Lindegaard, aflyser selskabets livstruende krise og erklærer, at nu er det på tide at selskabet tjener penge. De finansielle mål vil han endnu ikke løfte sløret for. Han nøjes med at konstatere, at selv om selskabet med et plus på 1,3 mia. skr. leverer det første positive resultat i seks år, er det langt fra nok.
Et selskab på SAS' størrelse bør nærmere ligge med en basisindtjening, der er tre mia. skr. højere.
»SAS har overlevet. Nu går vi i gang med at tage de første skridt i forbedringen af indtjeningen,« siger han.
Jansson understreger, at en fremgang på tre mia. kr. er en nødvendig lønsomhedsmæssig forudsætning for fortsat konkurrencedygtighed og langigtet overlevelse. Men de tre mia. kr. er ikke nødvendigvis målet.
»Jeg siger ikke, at det er et mål. Det er forskellen på, hvor vi er, og hvor vi bør være. Nu arbejder vi med, hvad vi kan gøre på indtjenings- og omkostnings siden for at fylde gabet. Derefter vil vi komme ud og tale om finansielle mål. Jeg taler om en forskel og et behov. Men det er ikke målet. I de kommende måneder vil vi finde ud af, hvad vi vil gøre, og til maj, vil vi komme med mere præcise finansielle mål,« siger han.
»SAS er langt bedre stillet end tidligere. Vi er ude af den dramatiske krise, som Swiss, Sabena og KLM ikke klarede. Vi har kontrol med omkostningerne, men vi skal øge indtjeningen.«
Dermed er der lagt op til spekulation om, hvorvidt SAS kan være på vej med endnu større finansielle ambitioner, når selskabet til maj fremlægger den nye strategi, der skal bringe koncernen frem til 2011.
Men aktieanalytikerne slår koldt vand i blodet:
»For mig at se vil det være logisk, at det indtjeningsmål, SAS har sat sig, gælder for et gennemsnitsår. Luftfart er jo en meget cyklisk industri. En naturlig konsekvens af det vil være, at SAS på længere sigt skal tjene over sit indtjeningsmål i gode år,« siger aktieanalytiker i Jyske Bank Michael Nielsen.
Han tilføjer, at det i første omgang vil være et vigtigt skridt for SAS overhoved at nå målet om et overskud på 4-4,5 mia. kr.
Jacob Pedersen, aktieanalytiker i Sydbank, forventer ikke, at SAS er på vej med en opjustering:
»SAS har meldt ud med et mål, som de færreste investorer forventer, at selskabet når inden for en kort årrække. Om målet opjusteres på længere sigt, er svært at sige. Nu skal SAS bevise, at de kan reducere omkostninger yderligere samt fastholde og forbedre det indtjeningsløft, de fik i fjerde kvartal sidste år«.
Labels: SAS