Monday, November 12, 2007

Konkursfrygt sender E-trade 55 pct. ned

Internetmægleren E-trade kan være på vej mod en konkurs efter store nedskrivninger på aktiviteter inden for boliglån, vurderer Citigroups analytiker i følge Bloomberg News. Investorerne frygter det værste og har sendt aktien i gulvet.

E-Trade Financial er bedst kendt som en internetmægler, hvor private kan handle med aktier. Således driver E-trade også mæglerforretning i Danmark.

Men selskabet har samtidig store aktiviteter inden for boliglån i USA, og det er her de store problemer ligger oven på kreditkrisen.

Har ikke længere helårsforventninger

Sent fredag aften meddelte det amerikanske moderselskab E-Trade Financial, at fjerde kvartal vil byde på så store nedskrivninger, at man ikke længere ser sig i stand til komme med forventninger til årets resultat.

"De faktiske investerings-tab vil afhænge af den fremtidige udvikling i markedet," skriver selskabets ledelse i den dystre meddelelse.

15 pct. risiko for konkurs

Den udmelding har fået Citigropus analytikere Prahshant Bhatia til at fælde den hårde dom, at der er 15 pct. risiko for en konkurs. De store nedskrivninger kan medføre en regulær kundeflugt, der vil dræne selskabet for kapital, vurderer analytikeren i følge Bloomberg News.

Mandag har de amerikanske investorer travlt med at sælge ud af E-trade-aktien, der falder 55 pct.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra ledelsen af den danske afdeling af E-trade.

***

0 Comments:

Post a Comment

<< Home