Friday, June 29, 2007

Karsten Ree investerer i AdServing


It-virksomheden adServings aktieemission har foreløbig rundet 15,2 mio kr., og ejeren af Den Blå Avis Karsten Ree har tegnet sig for mere end 5 pct. af aktierne.

Virksomheden oplyser, at Karsten Ree på et senere tidspunkt vil få mulighed for at forøge sin ejerandel yderligere ved erhvervelse af aktier fra holdingselskabet.

AdServing har i alt udbudt 1,2 mio. nye aktier til en samlet værdi af 22,8 mio. kr.

De eksisterende og nye aktier i selskabet er optaget til handel på First North, der drives af Københavns Fondsbørs.

***

Saturday, June 23, 2007

First North-selskaber på kurs mod fondsbørsen

Langt de fleste selskaber på minibørsen First North har planer om at flytte til Københavns Fondsbørs. Mange selskaber er skuffede over omsætningen og kursniveauet på First North.

Minibørsen First North er ved at udvikle sig til en frodig fødekilde for Københavns Fondsbørs her kun godt halvandet år efter etableringen. Hovedparten af selskaberne på First North barsler med planer om at rykke videre til fondsbørsen.

Således forventer 11 ud af 14 First North-selskaber, at de på et tidspunkt bytter deres minibørs-status ud med det mere glamourøse liv som fondsbørsnoteret.

Det viser en rundspørge, som ErhvervsBladet har gennemført blandt selskaberne på First North.

Selv om de fleste selskaber på minibørsen har været optaget her i mindre end halvandet år, har mange af dem altså allerede ambitioner om at rykke videre. Dermed synes strategien om at gøre First North til affyringsrampe og fødekilde for fondsbørsen på vej til at lykkes for OMX, der driver begge børser.

Her tilskriver man selskabernes planer ambitioner frem for utilfredshed med First North.

- Det er da dejligt, at så mange selskaber har planer i den retning. Det siger noget om ambitionerne hos selskaberne, og for mange af dem vil det give god mening at flytte til fondsbørsen, når de har opnået størrelsen til det, konstaterer Carsten Borring, chef for First North.

Ulmende utilfredshed
Resultaterne af ErhvervsBladets rundspørge indikerer dog, at det ikke kun er ambitioner, der får First North-selskaberne til at drømme om fondsbørsen. Utilfredshed med minibørsen kunne også være en årsag.

Således angiver seks altså knap halvdelen af de adspurgte selskaber, at de er skuffede over såvel omsætningen i deres aktier som kursen på dem.

Lige så mange er utilfredse med de andre selskaber på First North, som de mener skader minibørsens ry og dermed indirekte også de optagne selskaber.

- For mig at se har nogle selskaber en meget høj risikoprofil, og man kunne ønske sig, at både First North og de godkendte rådgivere var lidt mere grundige i deres sortering af kandidaterne, siger adm. direktør Lasse Frost fra computerfirmaet Zepto, der i øvrigt ikke har grund til at være utilfreds med hverken omsætning eller kursniveau.

Investorerne har kastet sig over Zepto siden introduktionen i november, og kursen er næsten fordoblet til omkring 60 i dag. Introduktionskursen var 32.

Det ligger i konceptet for First North, at nogle selskaber på et tidspunkt vil vokse fra markedet, der i alle henseender er mindre end fondsbørsen. Her er investorernes og offentlighedens opmærksomhed større, og der kan rejses flere penge, hvilket virker tillokkende på mange selskaber. Til gengæld er kravene om blandt andet regnskabsaflæggelser, information til markedet og selskabsledelse markant skrappere på fondsbørsen end på First North. Derfor er minibørsen et naturligt sted at starte for mange mindre virksomheder. Her kan de øve sig på livet som fondsbørsnoteret.

- Du kan starte på First North og vise markedet, at virksomheden er dygtig og kan klare de krav, børsen stiller. Får du så behov for større kapitalrejsninger eller øget synlighed, kan du springe til fondsbørsen, forklarer partner Ole Hauskov fra virksomhedsmæglerfirmaet Advizer, der har status som godkendt rådgiver på First North.

***

Thursday, June 21, 2007

CopyGene A/S udbyder aktier til offentligt salg d. 25-29. juni 2007


Finanstilsynet har d. 15. juni 2007 godkendt Prospekt for offentligt salg af aktier i CopyGene. Selskabet gennemførte d. 29. marts 2007 en privat placering af aktier for kursværdi ca. 10,4 M DKK til 27 professionelle investorer.

I tidsrummet 25.-29. juni udbydes nye aktier til tegning. Der er tale om et offentligt udbud der henvender sig til alle interesserede.

Udbuddet finder sted efter tenderprincippet.

Minimumskursen er af selskabet fastsat til den i marts 2007 fastsatte kurs på 68,87 Kr. pr. aktie af nominelt 1 Kr. Den maksimale kurs en køber kan byde, er af selskabet fastsat til 130,00 Kr. Den maksimale kurs er fastsat ud fra det maksimale antal aktier selskabet ønsker at sælge, og den bemyndigelse som bestyrelsen har til at rejse op til modværdien af 2,5M Euro i nyt kontant indskud.
Selskabet har ansøgt om, og modtaget godkendelse af, sit prospekt efter de formkrav der stilles for prospekter der kan lægges til grund for børsnotering.

Det er selskabets forventning,
at indsende ansøgning til notering på markedspladsen
First North primo september 2007. Der er ikke i den forbindelse planer om at udbyde nye aktier til tegning.

Selskabet har ikke på tidspunktet for dette offentlige udbud indsendt ansøgning til FirstNorth, idet en notering alene vil søges opnået, hvis dette udbud opnår et antal nye aktionærer, der gør notering hensigtsmæssig.

Selskabet udbyder ikke under 72.601 nye aktier, og ikke mere end 145.202 stk. nye aktier á nominelt 1,00 DKK. Afhængigt af den tegningskurs som udbuddet gennemføres til, vil selskabet modtage et kontant provenu på imellem 5,0M DKK og op til
ca. 18,6M DKK. Aktiekapitalen omfatter forud for dette udbud 948.617 stk. aktier.

Fra mandag d. 18. juni 2007, vil interesserede kunne "downloade" det fulde prospekt på www.copygene.com under “Investorrelationer”.

Første tegningsordre kan afgives fra mandag d. 25.
juni og sidste kan indleveres fredag d. 29. juni kl. 16.00.

Tegningsblanketter kan alene indleveres hos Horwarth Revisorerne, Corporate Finance, Strandvejen 58, 2900 Hellerup, mrk. “CopyGene”.

Regenerativ medicin:
CopyGene er i dag den største Nordiske biobank for
opmagasinering af navlesnorsblod fra nyfødte børn.

Selskabet tilbyder med sit produkt, at forældre, der - ligesom Selskabet - har
en tro på, at der i fremtiden vil blive udviklet stamcellebaserede behandlingsapplikationer inden for det regenerative medicinske område, kan stille deres barn i en forbedret position.

1.694 familier havde pr. 31. december 2006 valgt at benytte sig af selskabets tilbud siden starten i februar 2004. Der fødes i Danmark ca. 64.000 børn årligt.

Det regenerative medicinske område er fremtidsrettet. Den alternative anvendelse som transplantationsmedium er i dag allerede kendt, men tillægges af Selskabet mindre betydning i relation til kundernes beslutning om opmagasinering for donor
selv.

Markedskonsolidering:
Selskabet forudser, at en vis markedskonsolidering vil finde sted mellem private biobanker i og udenfor Danmark over de kommende år. Selskabet ser sig selv som mulig initiativtager til,
og deltager i en sådan mulig markedskonsolidering.
Store operatører i USA og Fjernøsten forudses ikke for nærværende at have en interesse i, eller mulighed for, at deltage aktivt på de nationale EU markeder. For at kunne opsamle stamceller i EU skal man være godkendt i henhold til gældende direktiver.

Da disse er implementeret i dansk lovgivning som et af de første lande, er det i realiteten virksomheder som Selskabet, der repræsenterer en mulig samarbejdspartner for deltagelse på det
europæiske marked.

Life-Science:
Selskabet har ikke, og planlægger ikke, at disponere Selskabets kapital på egenforskning, herunder investering i andres forskning. Selskabet ser det dog som en betydelig mulighed at anvende viden og indsigt til udvikling af life science produkter. Ved udvikling skal forstås, at et muligt produkt konceptualiseres, beskrives, patentansøges og bringes over i et udviklingsmiljø, hvor andre står for den forskningsmæssige indsats, og hvor andre står for kapitalforpligtelsen i den forbindelse.

Selskabet er således indstillet på at disponere visse (begrænsede)kontante ressourcer til opbygning af mulige patenter, men er ikke indstillet på at afholde omkostninger og investeringer i den endelige
udvikling.

Selskabet har for nærværende en verserende patentansøgning (US patent application 14024.0104#EU-273442092-US) der dækker den mulige anvendelse af stamceller udvundet fra navlesnorsblod kombineret med stamceller fra visdomstænder til at udvikle periodontalt ligament (hPDLC) som kan være en ny behandlingsmulighed mod periodontitis (fremskreden paradentose).

***

Wednesday, June 13, 2007

Himmelflugt for TDC-aktie

Landsrettens dom mod kapitalkonsortiet bag TDC har sendt aktien til vejrs.

Aktien er siden dommen klokken 13:00 steget eksplosivt og ligger ligenu i et kurs 260 op med imponerende 21,3 pct.

Den voldsomme stigning er et udtryk for, at investorerne kalkulerer med, at kapitalfonden NTC kan blive tvunget til, at betale en meget høj pris på de resterende TDC-aktier, hvis NTC ønsker at overtage den fulde kontrol med TDC for dermed at afnotere selskabet på Københavns Fondsbørs.

Landsretten fastslog i dag, at ATP ikke kan tvinges til at sælge sine 5,7 pct. aktier i teleselskabet til majoritetsaktionæren NTC.

Dommen kan dermed skabe grobund for en forhøjelse af NTC's bud på TDC-aktien.

***

Tuesday, June 12, 2007

Dom i TDC-sag onsdag

I morgen ventes Østre Landsret at fælde en dom af principiel karakter. Det sker, når tvisten mellem ATP – mindretalsaktionær i TDC – og teleselskabets ejere, kapitalfonden NTC, afgøres.

Sagen startede med TDC’s forsøg på at tvangsindløse aktierne hos mindretalsaktionærerne – bl.a. ATP – i forlængelse af, at teleselskabet sidste år blev købt af en række kapitalfonde.

På en generalforsamling blev det besluttet at tvangsindløse de resterende aktier, det ikke var lykkedes kapitalfondene at sætte sig på, til trods for at NTC på det tidspunkt ikke havde sat sig på de mere end 90 pct. af aktierne, en sådan beslutning normalt kræver.

ATP ville imidlertid kæmpe til det sidste for at forsvare sin aktieportion og anlagde sag imod NTC for at få underkendt vedtægterne. Det skriver Ritzau.

Dommen skal således tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en hovedaktionær i et selskab kan tvangsindløse de øvrige aktionærer, selv om hovedaktionæren ikke sidder på minimum 90 pct. af aktierne.

***

Monday, June 11, 2007

Kenneth Perez ignorerer eksperterne

Den danske fodboldstjerne er påpasselig med at følge de råd, som de finansielle eksperter giver ham. Han køber nemlig aktier efter samme princip som verdens næstrigeste mand.
Læs hele artiklen på business.dk her.

Wednesday, June 06, 2007

Udsolgt i Euroinvestor på halvanden time

De 680.000 aktier der er udbudt i investeringsportalen Euroinvestor via Capitrader er udsolgt efter kort tid. Det meddeler Euroinvestor i en meddelelse via Fondsbørsen onsdag.

Det samlede udbud lukkes tidligst i dag klokken 16, hvor salget af de resterende 1.000.000 aktier i Euroinvestor via tegningsblanketter tidligst stopper.

I alt sælges der 1,68 mio. aktier til en udbudskurs på 10,50 kr. pr. aktie, hvilket giver et forventet provenu på 17,6 mio. kr., oplyser Euroinvestor på sin hjemmeside.

***