Det er i dag, TDCs nye ejere skal beslutte, om de anker afgørelsen fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller om de er på vej til at kaste sig ud i et årelangt retsopgør om afnoteringen af TDC fra Københavns Fondsbørs.
Dagen i dag bliver efter alt at dømme en ny milepæl i opgøret om Danmarks store televirksomhed, TDC.
TDCs nye ejere havde ellers fået grønt lys på en kaotisk generalforsamling til at afnotere TDC fra fondsbørsen, men Erhvervs- og Selskabsstyrelsen underkendte afgørelsens gyldighed 8. marts, og siden har NTC været som sunket i jorden. Jurister har gransket sagen, og i dag står der to muligheder for TDC-ejerne.
Afgørelsen kan ankes til Erhvervsankenævnet, eller de fem kapitalfonde der står bag NTC, Nordic Telephone Company, kan anlægge en retssag mod den offentlige styrelse.
Det bliver i sidste øjeblik, at kapitalfondene offentliggør, hvad de vil med deres store milliardinvestering i TDC, men scenen er linet op.
Pressen bliver informeret sidst på dagen i dag, og én for én får journalisterne mulighed for at udspørge den nye bestyrelsesformand for TDC, Kurt Björklund. Timet og tilrettelagt. Spørgsmålet er så, om der er ret meget andet, der kører efter samme mønster.
Sideløbende med den verserende sag, skal TDCs nye ejere finde ud af, hvad de vil med TDC. For med kapitalfondes kortvarige horisont med et ejerskab af selskabet på tre-fem år, skal TDC fastholde sin værdi under hele ejerskabet og gerne stå stærkere, så fondene kan børsnotere selskabet igen som en vinder med adgang til den attraktive position på det danske aktiemarked, som TDC har i dag.
Men for at gøre det, skal teleselskabet igennem en række strategiske udfordringer, som ikke alle er ligetil.
Dels skal TDC, der i dag har den største del af sin omsætning uden for Danmark, men som tjener langt de fleste penge herhjemme, fastholde Danmark som den malkeko, det har været.
For trods faldende telepriser, er produktionsomkostningerne faldet endnu mere og TDC har løbende sørget for at holde indtjeningen og aktiekursen i stand med fyringer i TDC-standen, så TDC fremstod trimmet.
Men samtidig falder kundetallet på fastnettet støt og roligt, og priskonkurrencen på det område af telemarkedet, som TDC ikke dominerer totalt, nemlig mobilnettet, stiger.
Fremtiden byder på udfordringer Stort set alle eksperter mener, at der kommer flere fyringer. Endvidere skal TDC med held overflytte hele sin primære indtægtsmaskine, fastnettet, fra den kendte telefoni til IP-telefoni - telefoni over nettet. TDCs forretningsområder skal i nær fremtid bestå af mobiltelefoni, bredbånd med IP-telefoni og kabel-TV.
Dette kaldes Triple Play, og det er god latin for alle teleselskaber i dag. Denne overgang sammen med tiltag som øget gældssætning af TDC havde de fem fonde bag købet helst set skete i ly for offentlig nyfigen interesse, ved at TDC blev afnoteret fra Fondsbørsen.
Men det har NTC som bekendt endnu ikke fået grønt lys for.